STABY INVESTERER I NYESTE KUNSTGRÆSBANE

STABY efterskole har målrettet skabt nogle af landets bedste faciliteter for efterskoleelever. Indtil videre har der været fokus på indendørsfaciliteter med nyrenoverede værelser, springcenter, danse- & musiksal og idrætshal. Nu satses der mere end 5 millioner kroner på udendørsfaciliteter med MTB-bane og boldbaner, herunder en supermoderne kunststoffodboldbane.

I november 2016 tilføjer STABY endnu en landvinding til det store campus-lignende område, som efterskolen udgør. Her er der kickoff for en hel ny kunstgræsbane på 75 x 134 meter. Samme type som der netop nu anlægges hos FC Nordsjælland i Farum Park. Den fulde FIFA Quality PRO-11-mandsbane har i tillæg et 25 meters træningsområde. Alt sammen indrammet af hegn og lysanlæg. Men ikke nok med det.

Det kæmpestore aktivitetsområde kommer også til at indeholde en MTB-teknikbane og en multipurpose kunststofbane med lys fra TRESS på 16 x 32 meter til basket, tennis, fodbold, håndbold mm. Derudover etableres en 100 meter løbebane og et stort beachareal med to volley-baner og håndbold/fodbold-bane. Det hele pakkes ind i hyggelige og anvendelige volde.

Desuden indeholder projektet en 11-mands græsbane, beplantning samt en stor badesø.


10. klasse med plads til at dyrke talentet

Traditionelt har STABY tilbudt 3 fokuslinjer i 10. klasse: Gymnastik, outdoor og musik. Det udbygges og styrkes nu med en særskilt og mere tungtvejende fodbold-linje.

Med stor timevægt får 10. klasses eleverne nu mulighed for at gå i dybden og nørde mere med deres interesse, give talentet et boost og virkelig dygtiggøre sig. Ikke bare på det personlige plan, også i formidlingen, hvor eleverne i planlagte forløb instru- erer andre og laver workshops og arrangementer for gæster, der besøger STABY, eller er ude i klubber og foreninger som trænere og undervisere.

- Vi oplever, at eleverne ”vokser” helt vildt, når de ser, at deres evner lige pludseligt kan omsættes til praktik og tilmed kom- mer andre til glæde. Det er SÅ fedt at være vidne til, fremhæver Anders Boll Mikkelsen.

Det unikke miljø på STABY bør opleves

Mere end 1.000 potentielle elever og forældre gæster traditionelt STABY på Efterskolerne Dag, hvor ansatte og elever giver de besøgende en sjov og anderledes oplevelse og indsigt i den særlige og hyggelige STABY-ånd med de mange lækre faciliteter. Hygge må i særdeles siges at kendetegne stedet. For nogen kan det umiddelbart virke som en stor skole, men netop ånden, faciliteternes stand og udformning sammen med stemningen gør, at man efter et besøg ikke er i tvivl. Skulle du være forhindret på Efterskolernes Dag, så er der altid mulighed for at booke en rundvisning.

Der er endvidere mulighed for at uddybe forhåndskendskabet til STABY yderligere, når efterskolen hvert år afvikler Camp Staby – en sommercamp for elever i 4. - 7. klasse – hvor børnene deltager i en række spændende aktiviteter og mærker efterskolelivet i 3 fulde døgn, inklusiv overnatning. – Og det gælder om at være hurtig. Sidste år havde vi to camps med lige knapt 300 deltagere samlet, og der var rift om pladserne, fastslår Ander Boll Mikkelsen.

Næste Camp Staby løber af stablen i sommeren 2017, og tilmeldingerne starter torsdag d. 22. september kl. 12.00 på STABYs website.