Volleyball er fantastisk for efterskoleelever

At spille og lære volleyball er sjovt, udfordrende og lærerigt.

Volleyball er et utrolig godt boldspil, som for rigtig mange elever bliver nyt og spændende. Der skal læres nye teknikker, og der skal samarbejdes for at nå frem til det færdige spil. Det giver en fantastisk udvikling - hvor alle er fælles om at blive dygtige til det færdige volleyballspil.

“Lækker følelse som lærer at flytte eleverne fra et punkt til at kunne rigtig meget - og selvfølgelig helt fantastisk at pigerne vandt 4-skolecuppen for 13. år i træk.” Jette Conradsen, volleylærer

Volleyball som tilbudsfag

Volleyball er et tilbudsfag for både piger og drenge. Med udgangspunkt i elevernes niveau træner vi forskellige teknikker, såsom serv, baggerslag, fingerslag, smash, blokade samt forsvar.

Ligeledes vil taktiske principper blive inddraget med forskellige opstillingssystemer, indløb og fremløb. Vi deltager i 4-skolecup, vestjysk mesterskab samt spiller kampe mod andre klubber og efterskoler.

 

 

Formål: 

  • At eleverne motiveres til fysisk aktivitet i almindelighed og til udvikling af deres eget volleyballspil i særdeleshed.
  • At eleverne får kendskab til hensigtsmæssige træningsformer og aktiviteter.
  • At elevernes kampiver og sunde konkurrenceinstinkt fremmes med betoning af fair play og godt kammeratskab.
  • At spille og lære at volleyball er sjovt, udfordrende og lærerigt.

Indhold:

Tilrettelæggelsen af undervisningen vil blive foretaget med størst mulig hensynstagen til elevernes forhåndsfærdigheder og niveau. Undervisningen vil komme til at bestå af øvelser fra volleyboldens verden. Øvelserne skal udvikle den enkeltes tekniske og taktiske forståelse. Der bliver fokuseret på den enkeltes betydning for holdet, og der vil blive spillet småspil og trænet i det færdige spil.  

Udover træning, deltages der ligeledes i forskellige turneringer igennem året.