FORELSKELSESSANG
1. Du kom med alt det der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det!
2. Jeg stormed ud og købte øl
ja, vintrens gamle, stive føl
fór ud på grønne enge
og du blev varm og lys – og fuld
og håret var det pure guld
som solen – skjult for længe.
3. Og blomster åbned sig og så
at nu blev himlen stor og blå
og stunden født til glæde
Din næve var så varm og god
og du blev smuk og fuld af mod
så smuk, jeg måtte græde.
4. Vorherre selv bød ind til fest
og kyssed hver benovet gæst
i kærlighedens sale
med øjne, undrende og blå
vi bare så og så og så
og slugte livets tale:
5. At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter.
1. Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.
2. Danmark, du vågner med søer blå,
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på,
ser, hvor det yppigt glider
frem af forgangne tider.
3. Lærker, som hopped af æg i vår,
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.
4. Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind.
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.
5. Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, -
det er den danske sommer.
6. Pigernes latter og lyse hår,
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår -
mildt om et evigt Danmark spår,
sol over grønne sletter,
lykke og lyse nætter.
FRIHEDENS STRAKTE ARME
1. Vi tegner marken med en lineal
vores stier bugter sig
i fremtidens jord.
Vi må finde vejen
mellem mange spor.
Vi mister retning og mod
mærker det våde græs
og kornet, der svajer,
en fugtig hånd, men se:
Den rækker ud til os
mens skyerne stiger,
lyser nu stranden op.
Frihedens strakte arme
hænger over kysten.
Vi griber dem og tages med
ud til et sted
hvor vi er os selv
sammen med de andre.
2. Vi spejder langt ud over klitterne
vandet skærer dybe spor
i sandet som sår.
Solen ånder på os
med sin varme blæst.
Vi rammes pludselig af tvivl
følelsen af at være
alene i verden,
der er så stærk, men se:
De andre er en kraft,
der holder dig oppe,
blæser dig hjem til sidst.
Frihedens strakte arme
hænger over kysten.
Vi griber dem og tages med
ud til et sted
hvor vi er os selv
sammen med de andre.
3. Vi mærker havet skvulper indeni
kroppen trækker vejret let
i vandkantens skær
lytter vi til bølger
roligt åndedræt.
Når smerten holder os fast
hører vi havet komme
til os og hviske:
Du er dig selv, men se:
Der er en åben dør
mod haven, hvor du kan
møde en ven igen.
Frihedens strakte arme
hænger over kysten.
Vi griber dem og tages med
ud til et sted
hvor vi er os selv
sammen med de andre.