Fællessang

Sommerens Ø

Hvergang en sommer
igen kommer dragende,
dvælende, farende hen,
er det som kom man i dybet af dagene
hjem til sin hjemegn igen.

Ude i verden,
hvor jorden og himlene
skifter i ukendte skær,
længes man ind i sit øriges svimlende
verden af lunerigt vejr.

Åh, at forundes
og komme på luftene
let som et løvetandsfrø
ned i det syngende, solede, duftende
græs på en sommergrøn ø.

Her er man hjemme,
hvor strømmen og vindene,
solen og skyerne går,
midt i det nu, som er selve den rindende
tråd mellem aldre og år.

Her mellem havet
og himlen og stenene
nynner en langelig sang
samlende alt som har været, forenende
alt som skal være engang.

Stranden, den stride,
bestormet af vandene,
lægger sin vandrende ring
lukkende rundt om de varige, standende
enkle og evige ting.

Tavse, mens druehyld
løfter mod rummene
sommerens glødende bær,
glider vi ind i den skridende, summende,
susende sommer og ér.

Danmark, nu blunder den lyse nat

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat.
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Danmark, du vågner med søer blå
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne tider.

Lærker, som hopped af æg i vår
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, -
det er den danske sommer

Pigernes latter og lyse hår
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår
sol over grønne sletter
lykke og lyse nætter.

Du danske sommer, jeg elsker dig

Du danske sommer, jeg elsker dig, 
skønt du så ofte har sveget mig. 
Snart kolde farver i sky og vand, 
snart nøgne piger ved hver en strand. 
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver gang du ler.

Du er i sindet jo lunefuld,
dog hjertet inderst er pure guld, 
et eventyr er dit glade navn,
og blomster lyser ud af din favn. 
Kom, kom, kom
i drømme gror under månens horn.

Når dine bølger mod bredden gik, 
beruset blå som gudinders blik, 
en ungdomjubled' din lovsang ud, 
hun klædt i solskin og brunet hud. 
Ned, ned, ned
til dåb i glemsel og evighed!

Og når du strakte med åbent sind 
de lyse nætter i himlen ind,
imens det dufted' af hyld og hø, 
vi bad: lad drømmen dog aldrig dø! 
Ak, ak, ak!
Vort hjerte svulmed' af tro og tak.

Og stundom ud af din fulde glød 
sprang lyn fra skyen i jordens skød, 
og tordenlatter og tordenregn
din troldom spændte fra egn til egn. 
Vild, vild, vild
er, skønne sommer, din kraft og ild.

Du danske sommer, min hilsen tag,
du lyse nat og du lyse dag!
Går tit du kold over landet hen,
jeg ved, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja,
jeg ved, dit hjerte er guld endda.